onsdag den 11. juni 2003

"Hej derhjemme!
Jeg har pålagt mig selv to hviledage her i Gävle. Min numse er blevet temmelig øm.
Det er en stor by med en livlig bymidte og mange butikker.
Jeg har været på byens bibliotek for at planlægge ruten for resten af turen mod Danmark ad Sverigesleden.
Ellers går tiden med vandreture rundt i byen og med ophold i vandrehjemmets fællesstue sammen med andre gæster. Vandrehjemmet ligger midt i byen, i det ældste og meget hyggelige kvarter, og danner base for turene rundt i byen.
En ældre dame i receptionen er rigtig flink, og tilbød en gratis overnatning i et linnedrum, da alle senge ellers var optaget".

En af de ting jeg husker tydeligst fra Gävle, var da studenterne fejrede deres huer i det smukke sommervejr. Det blev gjort med karavanekørsel gennem hovedgaderne i store åbne amerikanerbiler, mens de unge sang og råbte undervejs :)
Opholdet blev også redningen af skindet på mine endeballer, der ellers havde truet med at blive hudløse. Jeg havde de forgående dage kørt i almindelige shorts, men nu blev de polstrede cykelbukser fundet frem for resten af turen, og herefter blev der ingen problemer med bagenden ;)