søndag den 22. juni 2003

"Det er utroligt så hurtigt dagene er gået. Nu er jeg kommet så langt sydpå, at jeg i løbet af dagen i morgen skal sætte kurs mod Helsingborg.
I går overnattede jeg ved en naturskøn bålplads ved Växsjö, og i nat har jeg fundet et shelter, der ligger ved siden af Halens Camping i Olufström.
Selve campingpladsen "hærges" af 60 danske børn, så det er næsten som at være i Danmark allerede".

Det var næsten ikke til at forstå hvor dagene var blevet af. Havde muligheden været til stede, havde jeg gerne kørt videre lang tid endnu. Det var den følelse jeg havde, men samtidig glædede jeg mig også til at se Tina og ungerne igen, for det var førtse gang jeg havde været hjemmefra i så lang tid.
Samtidig med at jeg sendte postkort, fik jeg også ringet hjem fra en telefonboks fire-fem gange i løbet af turen.